ryfrathy@hotmail.com

Den blå drage 3 – Øvelse gør mester

Om bogen

Den blå drage er en anmelderrost illustreret børnebogsserie, der gør det let at snakke om tunge emner.

I denne historie skal Blå lære at flyve, og det er svært, når man bliver drillet og i forvejen ikke har så meget selvtillid. Men Rosa er klar til at hjælpe og sammen prøver de at overvinde deres frygt og få luft under vingerne.

Emner i bind 3: Øvelse gør mester: Selvtillid, ikke give op, overvinde sin frygt.

Serien om Blå lægger op til samtaler omkring selvtillid, selvværd, at være anderledes, drilleri og sammenhold. Emner som man kan snakke om i klassen eller hjemme.

Her er en herlig anmeldelse af bogen: http://bogrummetwp.dk/boganmeldelser/den-blaa-drage-3-oevelse-goer-mester-af-ry-kristensen/

Andre emneord til serien: drager (fabeldyr), fantasy, for 5 år, for 6 år, for 7 år, for 8 år, for 9 år. Bogen er let at læse. Første skoledag, skolen, bøger til små børn, bøger til indskolen, bøger til mellemtrin.

ISBN9788799947966
Lixtal24. Let at læse for alle
MålgruppeHøjtlæsning: 6-8-årige (skole: 0.-2. kl.) Læs selv: fra 8-9 år og op (skole: 2.-3. kl.)
Sidetal44
Udgivelsesdato23/09 2018

Første kapitel

Blå havde nu gået i skole et stykke tid. Han var blevet rigtig gode venner med Rosa, den røde drage.

Det var hende, som han havde siddet ved siden af den første skoledag. De var begge rigtig glade for at gå i skole.

Men Flamme, den sorte dragedreng, og hans ven, Bruno, var ikke søde ved dem. De drillede dem tit.

Heldigvis var Rosa og Blå rigtig gode til at hjælpe hinanden, og de var altid klar til at forsvare hinanden, hvis Flamme og Bruno var efter dem.

I dag var en dag, som alle i klassen havde glædet sig til i lang tid.

Eller det vil sige næsten alle. For Blå havde absolut ikke glædet sig til denne dag.

De skulle nemlig begynde med undervisning i at flyve, og Blå var bange for, at han aldrig nogensinde ville lære at flyve.

Derhjemme havde Blå slået vingerne ud mange gange, og øvet sig på at bevæge dem. Men det var aldrig lykkedes ham at lette så meget som en centimeter fra jorden.

Én gang havde han basket så meget med vingerne, at han fik krampe i den ene vinge.

Vingen var begyndt at baske helt ude af kontrol, og havde sendt Blå rundt i cirkler på jorden, indtil han blev så svimmel, at han havde kastet op.

Så Blå glædede sig absolut ikke til, at de skulle øve flyvning.

Han var også bange for, at han ikke var modig nok, hvis han først kom op i luften.

”Det skal nok blive sjovt,” prøvede Rosa at muntre ham op, mens de gik hen til den store runde øve-plads.

”Ja, men vist kun for alle jer andre, når I ser hvor dårlig, jeg er til det.”

Blå kunne allerede forestille sig, hvordan alle de andre ville grine og pege fingre ad ham.

Han kiggede rundt på de mange bunker med halm, som stod på øve-pladsen.

”Dem får jeg slet ikke brug for, for jeg kommer aldrig til at lette fra jorden alligevel,” tænkte Blå opgivende.

”Det nytter ikke noget at give op på forhånd Blå,” sagde Rosa. Det var næsten som om, hun havde læst hans tanker.

”Min mor siger, at hvis man virkelig vil noget og bliver ved med at øve, så lykkes det også på et tidspunkt.”

”Ja, måske … men jeg har bare prøvet så mange gange allerede.” Blå tog en dyb indånding.

”Det har jeg da også. Og det er heller ikke lykkedes for mig endnu. Der er ingen af os der har lært det endnu. Vi skal bare blive ved!”

”Tror du det?” Blås humør blev en smule bedre. 

”Helt sikkert, og her lærer du jo også den rigtige teknik.”

”Ja, og …” Blå nåede ikke at fuldføre sætningen før Flamme afbrød ham.

”Nå, så du tror du kommer op og flyve i dag Blåbær?” Blåbær var et af de øgenavne, som Flamme havde fundet på til Blå.