Dragesten 1 – Dragehjerte

Om bogen

Søskendeparret Le og Mark, på 13 og 14 år, bor sammen med deres mor Fri i et lille hus langt væk fra alt.

De er vokset op med historierne om dragemenneskene, som beskyttede landets kongefamilie, indtil de 6 hekseklaner slog sig sammen med forræderen, general Nok. Kongefamilien blev dræbt og dragemenneskerne blev næsten udryddet i den store krig, som fulgte. Nu styres landet af hekseklanerne under ledelse af den nye konge general Nok.

Men intet er som det ser ud og snart afsløres en livsfarlig hemmelighed for de to søskende. De hvirvles begge ind i en farlig rejse, som tester deres mod og styrke til det yderste. Modstandsbevægelsens og dragemenneskenes overlevelse ligger nu på Le og Marks skuldre. Men vil de selv overleve den rejse de har begivet sig ud på?

• ”Ry Kristensen har igen skabt et overbevisende fantasyunivers og et troværdigt persongalleri. Sproget er letlæseligt og forståelsesrammen er tilpasset den yngre målgruppe, så selvom bogen er tænkt som en læs-selv roman for 3.-6. klassetrin, kan den sagtes bruges som højtlæsning for børn fra cirka skolealderen.Historien anvender elementer kendt fra den klassiske fantasygenre, men byder også på nye begreber, som let inkorporeres i et allerede stadfæstet univers. Handlingen tager hurtigt fat, så selv det yngre publikum hurtigt bliver grebet og ikke mister tålmodigheden.” Bogblogger Heidi H. Hansen

Andre anmeldelser:

5 ud af 6 stjerner http://brittwest.dk/dragesten-dragehjerte-1-af-ry-kristensen/

6 ud af 6 stjerner http://mitegetbibliotek.com/anmeldelse-dragesten-1-dragehjerte/

Første kapitel

1. kapitel: Hvad er jeg?

”De har krav på at vide det, Kris!” Fris øjne lynede. Hun prøvede at beherske sig, så det ikke blev sagt for højt. Hendes lange, sorte hår hang ned over den ene side af ansigtet, hvor man kunne se, at hun engang var blevet slemt forbrændt. Selv om hun så træt ud, skinnede hendes skønhed stadig igennem. Hun sad uroligt ved spisebordet i det lille hus.  

”Ja, men det er ikke det rette tidspunkt,” svarede Kris, der stod og varmede sig ved kaminen. Han vendte sig om. Han var gammel, håret var hvidt som kalk, det samme var skægget, og ansigtet var fyldt med ar. Han manglede det meste af det venstre ben. I stedet for havde han et flot udskåret træben og en sort stok i hånden til at støtte med.

”Det bliver det da aldrig. Men hvis vi bare gør ingenting, så …” Fri slog ud med armene.

”Jeg ved det, Fri, jeg ved det.” Kris vendte sig igen og stirrede ind i flammerne, der bølgede frem og tilbage, mens de roligt spiste sig igennem træstykkerne.

Fri rejste sig. ”Le bliver 13 i morgen. Og Mark … Mark er næsten 15. Han …” hun fik tårer i øjnene og stoppede med at snakke.

”Han er snart en mand,” sagde Kris stille.

”De har krav på at få at vide, hvad de er. Hvad de kan. Hvis ikke de får træning, så … så …” Hendes blik standsede et øjeblik ved maleriet, der hang på væggen. Det viste en mand og en kone. Konen havde langt, sort hår og bar på en baby. Manden var stor og bredskuldret. Havde tykt, brunt hår og et stort smil. Fri fjernede en tåre, der trillede ned ad kinden. Så flyttede hun blikket over på Kris. ”Hvis din søn havde været her, ville han give mig ret.”

Kris’ hoved sænkede sig en smule. ”Hmm, ja, Jim stod altid på sin kones side.” Kris vendte sig om mod Fri, hans øjne var klare, men han prøvede at smile. ”Også når han vidste, at hun ikke havde ret.”

Fri smilede og satte sig ned igen. ”Ja, Jim arvede heldigvis ikke din stædighed.”

”Åh, det ved jeg nu ikke …” Kris sendte Fri et varmt smil. Hun sænkede øjenbrynene og blev igen alvorlig. ”Men det ændrer ikke på, at hvis vi nogensinde skal have en chance for at vinde tilbage, hvad vi har mistet, så skal de vide det. Tænk på, hvor få vi er. Tænk på, hvad …”

”Jeg tænker på det konstant!” Kris sagde det så højt, at Fri gav et lille sæt. Kris’ øjne lyste et kort øjeblik op og blev helt røde. Så dæmpede han sig, og hans øjne blev brune igen. ”Jeg frygter bare, at de bliver opdaget og taget fra os. Der er spioner og hekse overalt. Selv helt herude. De skyr ingen midler for at få os alle udryddet. Det ved du.”

Fri rejste sig hurtigt op og skulle til at sige noget. Men Kris løftede den ene hånd og bad hende med en håndbevægelse om at sætte sig ned igen. ”Men du har ret, de har krav på at vide det. De fortjener det.” Kris tog en dyb indånding. ”Vi snakker med dem begge to i overmorgen. Efter Les fødselsdag. Ok?” Kris kiggede på Fri. Hun smilede og nikkede. Kris nikkede og vendte sig så om og kiggede ind i flammerne igen.

Lidt støv dryssede ned fra et valnøddestort hul i loftet. På den anden side lå Mark; han løftede hurtigt hånden op til næsen for at bremse det nys, der var på vej. Det lykkedes. Han skubbede en lok af sit tykke, brune hår til siden og kiggede ned gennem hullet igen. De stod begge ved fordøren. Kris kyssede Fri på kinden, og så gik han. Mark lagde sig på ryggen i den halm, han havde fjernet, så han kunne se og smuglytte til sin mor og farfars samtale.

Men hvad var det, de havde snakket om? Og hvad var det, som de skulle have at vide?