Om bogen:
Super 4 – Zombiehjernen, er andet bind i den prisvindende superhelte-serie, af Ry Kristensen.
Ungdomsbogen henvender sig til børn fra 11 år og op.
Max, Eva, Buller og Mini er ikke mere end lige nået hjem fra deres voldsomme møde med terroristerne, før et nyt eventyr banker på. En mystisk agent, Frank Mulder, vil gerne snakke med de fire om hændelserne på Anabelle. Men det viser sig hurtigt, at han har andre planer med de fire. Før de ved af det, sidder de i et tophemmeligt jagerfly på vej til en by fuld af zombier. De skal hjælpe med at fange en zombiehjerne, som kan styre alle de andre zombier. En gruppe elitesoldater er med for at beskytte dem, og de fire får også nyt og lækkert udstyr. Men er det nok til at beskytte dem mod de ustoppelige hjernegnaskende zombier?
Super 4 – Zombiehjernen er ikke for sarte sjæle. Der er blod, indvolde og livsfarlige zombier overalt. Men hvis din mave og dine nerver kan holde til det, så glæd dig til en drabelig zombiebog, der giver den max gas.
Fra lektørudtalelsen:
“Det er en virkelig god fortsættelse til Super 4. Fuld af spænding, hurmor og (naturligvis) masser af zombiesplatter. Her er noget at komme efter for både dem der kan lide zombie-action og superhelte.”
Emner til bogen: for 11 år, for 12 år, for 13 år, for 14 år, sjove bøger, spænding, superhelte, venskab, zombier. YA – young adult.
| ISBN | 978-87-7190-809-1 |
|---|---|
| Indbinding | Blødt omslag med flapper |
| Forfatter | Ry Kristensen |
| Målgruppe | 11 år og op. |
| Udgivelsesdato | 2018 |
Første kapitel:
Kapitel 1: Gensyn med vennerne
Det var nu fire dage siden Max var kommet hjem fra Anabelle.
Dagen efter de havde stoppet terroristerne, havde de alle tilbragt på hospitalet og hos politiet, som havde stillet dem en million spørgsmål. Max, Eva, Mini og Buller havde dog forinden aftalt, ikke at sige noget om deres nye superkræfter.
Maxs forældre græd begge af glæde, da de kom for at hente ham. Max fik sagt farvel til Eva og Mini, som måtte blive på hospitalet. Deres sår skulle have ro et par dage endnu. Buller var blevet hentet lidt før Max.
De havde alle snakket med en krisepsykolog, men det eneste Max kunne bruge fra de samtaler, var at hun havde beordret dem alle til at lave så lidt som muligt i en hel uge. Hvilket også indebar at skolen var forbudt område. Det kunne fremkalde post traumatiske stresssyndromer, havde psykologen sagt. Max vidste ikke hvad det betød. Men han vidste hvad en ekstra uges skoleferie betød.
Det var fredag morgen og Max lå i sengen og fulgte en flue der summede rundt oppe ved rislampen i loftet. Der var et gammelt spindelvæv mellem ledningen og loftet. Det var lidt som om fluen bevidst hånede edderkoppen. ”Æv bæv, dumme edderkop, du kan ikke fange mig. Se, jeg flyver lige igennem dit hullede net, ptttrrr!” Max smilede og fandt så den mobil frem som han havde fået af Mini. De havde skrevet og snakket meget sammen lige siden han kom hjem. Max overvejede om det var for tidligt at skrive godmorgen til Eva, eller om han hellere skulle vente til hun skrev til hende. Hun skulle jo nødig synes at han var belastende. Men han kunne heller ikke lade være med at tænke på hende. ”Jeg kan skrive til Mini i stedet for, han sidder garanteret allerede ved computeren nu …” men inden Max fik skrevet noget, hørte han det ringe på fordøren. Han sprang op af sengen og løb ud til fordøren. Mor var der allerede og åbnede døren. Udenfor stod en høj mand med mørkt hår og helt sorte solbriller. Han var iført et flot mørkt jakkesæt, en kridhvid skjorte og et sort slips, med små hvide pletter på.
”Goddag frue,” sagde han med en lav og rolig stemme. ”Mit navn er Mulder, Frank Mulder. Special agent for FBI.” Han viste et id-kort. ”Er det her Max Kristensen bor?” Max sank en klump og stillede sig lidt bag sin mor.
”Ja, han er lige her,” sagde Mor, hun smilede venligt til manden og tog så et skridt til side, så Max stod lige i skudlinjen.
”H… hej …” fik han fremstammet.
Mulder tog solbrillerne af og studerede Max fra top til tå. Max følte sig meget utilpas. Det var som om denne mand kunne se lige igennem ham og vidste alt om ham.
Mulder puttede solbrillerne i lommen på jakken og henvendte sig så til Mor igen. ”Må jeg komme indenfor?”
”Ja endelig. Gå bare ind i stuen, så finder jeg en kop kaffe.”
”Mange tak,” svarede Mulder og gik ind.
”Værsågod,” sagde Mor et minut senere da kun havde skænket kaffen.
”Mange tak,” svarede Mulder og tog en ordentligt slurk. Max blev meget imponeret over at Mulder slet ikke brændte sig på den glohede kaffe. Han satte koppen ned og lænede sig lidt frem. Der kom et par dybe rynker i panden på ham. Han så træt ud, men samtidig var det som om han var fyldt med en indre energi.
”Jeg vil gå lige til sagen. Jeg leder en efterforskning på en terror-organisation som,” Mulder stoppede for at finde den rigtige formulering. ”Som benytter udsædvanlige metoder for at opnå deres mål. Vi tror, at de terrorister som indtog Anabelle, arbejdede for denne organisation.” Mulder tog endnu en ordentlig slurk af kaffen. Han var åbenbart storforbruger af denne sorte substans. ”Jeg har derfor, i samarbejde med de danske myndigheder og krisepsykologerne, fået lov til at samle de fire unge mennesker, som på egen hånd nedkæmpede terroristerne, …” Mulder flyttede blikket hurtigt over på Max. Var der beundring i hans øjne? Max kunne ikke aflæse ham. ”… for at stille dem nogle spørgsmål. Hvis du og din mand tillader det, selvfølgelig.” Han tog kaffekoppen og tømte den.
”Det er en rigtig god kaffe, frue,” tilføjede Mulder og gav et lille smil. Om det var smilet, komplimenten af kaffen, eller det at Mor blev kaldt frue, der gjorde hende blød i knæene, vidste Max ikke. Men han kunne i hvert fald se, at ham Mulder fyren havde charmet sig godt og grundig ind hos Mor.
”Selvfølgelig må han det,” svarede Mor og kiggede på Max. ”Du har jo heller ikke lavet andet end at snakke om at besøge dem igen, vel?” Hun kiggede på Mulder igen. ”Hvornår er det?”
”Faktisk, så håbede jeg, at jeg kunne tage ham med, med det samme.”
”Nå,” sagde Mor. Mulder kunne se at lidt af hendes begejstring forsvandt, så han tilføjede. ”Det drejer sig om to dage. Han må selvfølgelig gerne pakke lidt ting og sager nu. Så kunne jeg måske få en kop mere af den fantastiske kaffe du har lavet.” Han gav Mor endnu et smil. Det gjorde udslaget.
”Jamen det lyder da som en god ide, ikke Max?” hun kiggede på Max der nikkede ivrigt. Han var bare lykkelig for at han nu skulle tilbringe to hele dage sammen med Buller, Mini og ikke mindst Eva. Mor rejste sig og tog Mulders kop. ”Nu skal jeg lige fylde den op for dig.”
Max løb ind på sit værelse og begyndte at pakke en taske.
Ti minutter senere sad Max på bagsædet af en stor sort limousine sammen med Mulder.
”Hvordan har du det?” spurgte Mulder. Men det var som om han ikke spurgte til hans følelsesmæssige tilstand. Han var spooky ham Mulder, tænkte Max og svarede bare kort. ”Fint.”
Mulder stirrede på Max et stykke tid før han sagde noget. ”Det er godt.”
De havde kørt en tyve minutters tid i stilhed da Max kunne se, at de drejede ind mod lufthavnen.
”Skal vi ud og flyve!” udbrød Max og trykkede næsen helt flad mod vinduet. Han havde aldrig været ude at flyve før.
”Ja Max, det skal vi,” svarede Mulder.
Mulder viste sit Id kort og et stykke papir til en af sikkerhedsvagterne. Så pegede han på Max. Sikkerhedsvagten, der var et hoved højere og en halv gang bredere end Mulder, så helt skræmt ud. Han nikkede flere gange, og småløb så hen og samlede Maxs taske op. Så blev de ført direkte igennem tjek-ind, uden om de andre i køen og uden at blive tjekket en eneste gang. Max var meget imponeret over den indflydelse Mulder åbenbart havde.
De kom ned af en trappe og ud på flyvepladsen. Lidt derfra til højre for dem stod et lækkert jetfly. Da de nærmede sig åbnede døren og en trappe foldede sig ud og ramte jorden i samme sekund som Mulder satte sin fod på første trin. Max fulgte efter og var knap kommet ind i flyet før trappen begyndte at folde sig sammen igen. En dame smilede til ham, og lukkede så døren.
”Maximus!” var der en der råbte længere nede i flyet. Max kiggede, og lidt længere nede bag et par bløde lædersæder stak Bullers runde ansigt op. Han vinkede med en stor plade chokolade i hånden. Et stort stykke knækkede af og røg ned på gulvet. ”Åh pis,” udbrød Buller og lavede hovedspring ned efter hans dyrebare chokolade. Samtidig kom Mini ansigt til syne ved siden af. Han havde fået endnu flere fregner siden Max havde set ham sidst.
”Pepsi!” råbte han og skød ham med begge hænder formet som pistoler.
Max smilede og vinkede. Han gik ned af gangen, forbi et skrivebord med to læderstole på hver side. Skrå til højre for ham var en enkelt læderstol der kunne dreje og over for den var der fire sæder, to og to overfor hinanden med et lille bord imellem. Det var der Buller og Mini sad. Længere nede var der to sofaer overfor hinanden. De var også i læder. Bagerst var der en dør der var lukket. Da Max kom hen til de to sæder hvor Buller og Mini hoppede som små hundehvalpe, så han at Eva sad overfor dem. Hun kiggede op på ham. Hendes ar i panden var helet fint og der var kun en lille lys streg nu. Max syntes faktisk det gjorde hende endnu mere smuk. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Sige hej, smile, vinke, give hånd, give et knus, eller bare sætte sig ned? Heldigvis besluttede Eva for ham. Hun smilede og rejste sig op med armene bredt ud. ”Hej Max,” sagde hun og gav han et knus. Buller og Mini sprang også på ham.
”Welcome onboard,” lød det i højtaleren. ”We are now ready to takeoff, so please sit down and take your seatbelt on. Thank you.”
“Hvad sagde han?” spurgte Buller. De kiggede alle på ham.
”Slå røv i sæde og spænd dig fast!” svarede Mini så og gav Buller et ordentligt klask i røven.
Max kunne ikke lade være med at smile da jetflyet trillede ud på startbanen. Hårene på armene rejste sig og han kunne mærke hjertet banke hurtigere. Da de to stærke jetmotorer gav den gas og pressede Max tilbage i sædet, kildede det herligt i maven. Det blev endnu vildere da flyets forende begyndte at løfte sig. Da bagenden slap jorden mærkede Max Evas hånd gribe fat i hans og klemme til. Han kiggede over på hende. Hun syntes overhovedet ikke det var sjovt. Hun var helt bleg, meget mere end hun plejede og hendes øjne udstrålede frygt. Max drejede hånden så han kunne holde fat i hendes. Eva stirrede bare lige ud i luften mens hendes fingre flettede sig ind i Maxs. Hun klemte så hårdt at både hendes og Maxs fingre blev helt hvide. Men Max syntes det var fantastisk. Buller og Mini blinkede til hinanden.
Pilotens stemme lød igen over højtaleren. ”We are now at 9 kilometers, and you are welcome to take your seatbelt off, and walk around in the plane. Flighttime is calculated to 54 minutes. Enjoy.”
”Hvad sagde han nu?” spurgte Buller igen.
Mini lukkede øjnene og rystede på hovedet. ”Han sagde, at flyet vejer for meget og at vi bliver nødt til at smide din fede røv ud, for ellers knækker flyet midt over.” Eva og Max begyndte at grine, mens Buller prøvede at overfalde Mini. Det lykkedes bare ikke, for Buller havde stadig sikkerhedsselen på.
Døren nede bagved åbnede sig og Mulder kom ud.
”Hvem er han?” spurgte Mini.
”Har I ikke snakket med ham?” spurgte Max og kiggede rundt, mens han pakkede et stykke tyggegummi ud. De rystede alle på hovedet. Max nåede ikke at sige mere, før Mulder satte sig i læderstolen ved siden af dem. Han drejede den rundt og lænede sig frem med albuerne hvilende på knæene. Han kiggede på dem alle en efter en.
”Her sidder så de fire unge mennesker, for hvem det lykkedes at nedkæmpe en af verdens farligste og mest organiserede terrorist-organisationer. På egen hånd, uden træning, eller nogen form for udstyr!” Han kiggede kort på Max. ”Jeg er meget imponeret over jer.” Han rettede sig op. ”Jeg hedder Frank Mulder. Jeg er FBI agent og leder en afdeling der hedder BOPA, som har fokus på paranormale og overnaturlige fænomener, især hos mennesker.”
Max mærkede nakkehårene sitre. Det var ikke det han havde sagt hos ham.
”BOPA?” spurgte Mini. ”Det har jeg aldrig hørt om før.”
”Bureau Of Paranormal Activity! Og det er der en god grund til Mini!”
Mulder rettede på slipset og fortsatte. ”Jeg har samlet jer her af to grunde. Den ene er fordi jeg gerne vil have nogle informationer om jeres møde med terroristerne. Den anden, og vigtigere grund, er at jeg har brug for jeres hjælp og jeres kræfter. Især dine, Rasmus. Eller skal jeg kalde dig Mini?”
Et chok gik igennem dem alle fire. Deres munde åbnede sig i takt uden at sige noget. Mulder smilede. ”I tænker, hvordan kan jeg vide det?” Han holdt en lille pause. ”Det er mit job at vide sådanne ting. Men faktisk, så fandt vi først ud af det da vi rent tilfældigt fandt den eksterne harddisk, hvor du havde optaget alle videokameraer på, Mini. Derefter var det en smal sag at få suppleret vores viden med satellitbilleder.”
”Hv… hvad er det så lige du tror vi kan?” spurgte Eva. Hun var ikke overbevist endnu.
”Nuvel … Eva. Du kan oplade ting med energi og skyde med elektriskladede partikler, men de dræner dig for energi. Du bliver hurtigt træt, men du kan suge energi fra batterier.” Han flyttede blikket over på Buller. ”Børge, eller Buller. Du kan udvikle enorme mænger tarmgas som du kan styre styrken på. Du har dog brug for tarmgas-producerende næring, for at holde produktionen ved lige. Mini. Du har evnen til at læse andres tanker. Men det kræver en enorm blodtilførsel og derfor skal du have hovedet nedad, før du kan gøre det.” Så drejede han hovedet over mod Max. ”Max. Du har evnen til at lave næsten hvad som helst ud af tyggegummi. Alt afhængig af størrelsen på det du laver, løber du hurtigt tør for tyggegummi og må derfor ofte have nyt. Du har derudover, sammen med Eva, lavet dit helt eget tyggegummi, som jeg må sige er meget imponerende. Det skjold som du lavede med det, er lige så stærkt som det stærkeste metal jeg nogen sinde har set. Og jeg har set mere end de fleste, kan jeg godt fortælle jer.” Han kiggede rundt på dem alle. ”Var det overbevisende nok?”
”Men hvordan …” begyndte Max og pustede et spørgsmålstegn med tyggegummiet. Men det var som om Mulder vidste hvad han ville spørge om.
”Mundaflæsning af video og satellitbilleder, og aflytning af jeres telefoner her de sidste dage. Vi har nogle dygtige eksperter.” Han flyttede blikket over på Mini. ”Jeg skulle hilse fra vores it-eksperter. De var meget imponeret over dine firewalls. Det tog dem længere tid at bryde dem, end at hacke sig ind på Det Hvide Hus.”
”Tak,” sagde Mini og blev helt rød i bærret.
”Er du ikke fra U.S.A?” spurgte Max.
”Jo, det er jeg.”
”Hvordan kan det så være du snakker så godt dansk? Har du boet her?” De andre kiggede på Mulder. Det havde de også tænkt på. Mulder smilede. Så tog han pegefingeren op til venstre side af hovedet, lidt over øret og lidt bag tindingen. ”Her,” sagde han og prikkede sig selv et par gange, ”ligger hjernens sprogcenter, og via et lille kirurgisk indgreb og en meget avanceret chip, er jeg i stand til at forstå og snakke alle sprog.”
”Også Klingonsk?” spurgte Mini, tydeligt imponeret.
”Det er sku da ikke et rigtigt sprog,” sagde Buller til Mini.
”Dochvam temlu’chegh nep!” sagde Mulder så med perfekt Klingonsk accent. ”At nægte det ville være at lyve!”
”Wooow …” kom det var Mini. ”Det … det …” Mini begyndte at savle.
”Faktisk,” indskød Mulder. ”Så har vores teknik-nørder lagt både det Klingonske og Elviske sprog ind på chippen.”
Minis øjne lyste. ”Hvor fedt. Prøv at sig: Buller er en fed flodhest, på elversproget.” Buller gav Mini en lammer.
”Sådan fungerer det desværre ikke. Chippen kan kun klare et sprog af gangen. Hvis jeg vil snakke et andet sprog skal jeg om-kalibrere chippen først. Den sætning jeg nævnte på Klingonsk, er en jeg har lært udenad.”
Max rynkede øjenbrynene. ”Måske havde terroristernes leder også sådan en chip?” Eva, Buller og Mini flyttede blikket fra Max og over på Mulder der flyttede sig lidt i stolen.
”Okay, ” sagde han stille og løftede den ene kind i et halvt smil. ”Det nytter vist ikke at skjule noget for jer, så nu ligger jeg alle kortene på bordet.”
De fire venner rykkede ud på kanten af sædet.
”For to år siden dukkede en ny terroristorganisation op. De kalder sig CHAOS …”
”Kageost?” afbrød Buller.
”Idiot,” hviskede Eva så lavt at det kun var Max der hørte det.
”Nej, Buller,” svarede Mulder meget tålmodigt. ”C … H … A … O … S. Det står for: Chaos, Hate, Anarchy, Obliviation, Salvation. De er gået fra at være en uvæsentlig trussel, til at være en af de farligste organisationer på rekordtid. Vi ved meget lidt om dem og endnu mindre om deres leder, og det er der I kommer ind i billedet. Det vi ved om CHAOS er, at de er skræmmende godt organiseret, har enorme økonomiske midler, og så benytter de sig at biologiske og kemiske virusser og våben som vi aldrig har set før, hvilket kunne tyde på at de også har adgang til højt avancerede laboratorier. Samt nogle af de dygtigste forskere og virologer i verden.” Mulder fandt en fjernbetjening frem og pegede den mod storskærmen der hang på væggen oppe ved udgangen. Der kom et billede frem af hele verden. Der var mange røde krydser forskellige steder på kortet. Der var også et over Danmark. Derudover var der to gule krydser. Et midt i Afrika og et i Ukraine.
”De røde krydser er steder hvor CHAOS har været aktive, og hvor vi har stoppet dem. De gule er steder hvor der lige nu sker noget, som vi mistænker CHAOS står bag. Og det her …” Mulder trykkede på en knap og på skærmen zoomede kortet ind, så man kun kunne se det gule kryds i Ukraine. ” … er hvor vi skal hen.”
”Undskyld mig,” sagde Mini og rakte fingeren op samtidig med at han fortsatte. ”Men enten er vi på vej mod England eller også er min GPS i stykker.” Han viftede med mobilen over mod Mulder.
”Din GPS fejler ikke noget Mini. Vi ér på vej til England. Jeres udstyr og eskorte venter på jer der.”
”Hvad skal vi i Ukraine?” Spurgte Max. I det samme ringede Mulders telefon. Han tog den og lyttede kort. Så puttede han den i lommen igen. Mulders ansigt afslørede ikke noget, men Max kunne alligevel fornemme, at det var noget alvorligt som Mulder havde hørt i telefonen.
”Jeg har lige noget jeg bliver nødt til at tage mig af,” sagde Mulder alvorligt. ”I må vente med at få resten af briefingen til vi letter fra England i nat.” Mulder fandt fjernbetjeningen frem igen og trykkede på en knap mens han rejste sig op. Kortet på skærmen forsvandt og et afsnit af The walking dead, dukkede op.
”Yes,” udbrød Mini. ”Det er bare den fedeste serie!” Han moste sig forbi Buller og satte sig til rette i sædet på den anden side af hans egen. Max skulle lige til at spørge Mulder om noget, men da han drejede hovedet over mod ham var sædet tomt. Max kiggede bagud og nåede lige at se Mulder forsvinde bag døren. Han havde telefonen ved øret igen.